En lys idé har øget virksomhedens energieffektivitet
Hos JKF arbejder vi dedikeret med at tilbyde energieffektive løsninger for vores kunder. Denne dedikation gør sig også gældende internt i virksomheden, hvor en reduktion i energiforbruget har været et fokuspunkt igennem længere tid.
Det seneste projekt har været installering af LED-belysning i produktionsafdelingen i Als. Produktionshallerne dækker et areal på ca. 25.000 m2, hvilket giver et stort energiforbrug på belysning, da der arbejdes med skiftehold. Derfor har JKF igennem længere tid arbejdet på at finde en mere energivenlig løsning, som har vist sig at være et simpelt pæreskift.
De gamle halogenrør er derfor blevet erstattet med LED-teknologi, som har en farve, der minder om dagslys. Dette har ikke blot forbedret arbejdsmiljøet, men også reduceret energiforbruget betydeligt. De 1500 nye LED-rør har således givet en besparelse på 400.000 kWh om året, hvilket cirka svarer til det årlige elektricitetsforbrug for 90 danske gennemsnitshusstande.